Søg i denne blog

mandag den 28. oktober 2013

Vores søde kyllinger

Jeg personligt er ikke en dyre-person, nogle mennesker har nemt ved at knytte sig til dyr og elsker dem på lige fod med andre familiemedlemmer/mennesker. Det bunder nok i at jeg aldrig i min barndom har haft kæledyr og heller ingen i min nærmeste familie. Min far har astma og allergi overfor næsten alt tænkeligt levende kræ så hans familie har jo af gode grunde heller ikke anskaffet sig dyr, i hvert fald ikke i al den tid jeg har været barn.

For mig har det virket næsten uoverskueligt med al det ansvar det indebærer og det vil jeg egentlig helst være foruden - Man skal bl.a sørge for pasning hvis man ikke er hjemme, og det er ikke altid lige nemt når der ikke er noget familie der har muligheden for det.

MEN jeg har i årevis gået med en frygtelig dårlig samvittighed hver gang jeg skulle handle æg. Så dårlig at jeg altid sørger for at gemme æggebakken nederst i kurven så ingen kunne se hvor dårligt et menneske jeg var. I vores familie lever vi af min SU og der er ikke råd til de store udskejelser og vi har ikke haft råd til at prioritere dyrere æg fra høns med bedre levevilkår.

Derfor har vi længe snakket om at anskaffe os høns så vi igen med god samvittighed kunne spise et blødkogt æg lørdag morgen. Og der er faktisk utroligt mange fordele ved det:




  •  Vores (køkken)have får masser af god gødning
  •  Hønsene lægger æg
  •  Hønsene kan slagtes og spises (når de ikke længere lægger æg)
  •  Hønsene er fremragende kæledyr til vores søn/bonussøn på 6 år og kan lære ham om ansvar, dyrevelfærd, hvor kommer ægget fra og hvordan får vi kød på bordet
  •  Hønsene skaber liv i haven
  •  Hønsene kan spise en del af vores køkkenaffald
  •  Hønsene spiser ukrudt
  •  Hønsene kan passes af en nabo der ikke behøver at lægge hjem til
  •  Høns er billige i foder
  •  Høns passer mere eller mindre sig selv

Vi har nu fået anskaffet os 8 silkehøns/kyllinger og vi er i fuld gang med at gøre dem tamme - det koster selvfølgelig noget tid, men det går faktisk overraskende hurtigt.

Vi er måske også lidt småtossede for vi har derudover installeret en gammel bærbar computer med et webcam i hønsehuset og givet kyllingerne deres egen Skype-konto og indstillet den til automatisk at godkende opkald, så nu kan hele familien, inklusiv os selv ringe hjem til kyllingerne og se om de har det godt.

Det især er en sjov ide når man har et delebarn der, når han er hos sin mor, også kan få lov at ringe hjem til kyllingerne og følge med selvom han ikke fysisk er til stede - Også mine unger som jeg er praktik-lærer for synes det er lidt sjovt at se dem når madpakkerne nydes i klassen.



Så nu er det bare at vente spændt på at de vokser op og begynder at lægge dejlige æg!

lørdag den 26. oktober 2013

Halloween-fødselsdag

Så kunne jeg lige få tid til at skrive lidt igen. Vi fik for en uge siden afholdt vores fest og det blev en kanon aften og knægten var ellevild.


Vi fik en masse dejlige gaver begge to og jeg tror at gæsterne (u)hyggede sig.

Jeg havde pyntet hele huset med alverdens krims krams og uhyggelige ting som jeg har lavet igennem den sidste måned.




Som menu-kort havde jeg lavet nogle små gravsten som jeg placerede på hver tallerken. Jeg tror jeg vil lave nogle seperate blogindlæg til at beskrive nogle af mine kreative påfund lidt nærmere på et senere tidspunkt.

Menuen bestod af:

Mosede Zombiehjerner med krogede babyfingre
 - Halverede udhulede avocadoer med avocado-creme og rejer

Fluesvampe-burgere (fremgangsmåde her)
 - Jeg havde desuden lavet labels og etiketter til diverse tilbehør, Vampyrblod (ketchup), Troldebumser (remoulade), Slageskiver (agurker), Snittet drageskæl (salat) osv. og ungerne især elskede de nye navne!

Uglegylp
 - æblegrød. Jeg pyntede hver portion med ulækre plastikfluer

Istedet for lagkage havde jeg bagt en chokoladekage jeg havde pyntet med sukkerfigurer lavet af farvet sukkermasse/fondant - naturligvis også et halloweentema.













torsdag den 17. oktober 2013

Fluesvampe-burgere


På lørdag afholder jeg, som bekendt, halloween-fødselsdag for mig og min bonussøn. Derfor har jeg været nødt til at være lidt småkreativ med min menu. Jeg har søgt diverse steder, danske såvel som amerikanske hjemmesider efter halloween-mad, men synes mest det var græskar supper/tærter, kager og snacks - ikke så mange reelle opskrifter på hovedretter og forretter. Nuvel havde det været fantastiske ideer hvis det havde været til en børnefødselsdag hvor det bare skulle have været pølsebrød og minipizza'er, men det her er en kombineret voksen og børnefødselsdag så jeg har måttet opfinde mit eget.

Jeg har idag eksperimenteret med ideen om at spise burgers til hovedret - Det er noget ungerne kan lide, og når både boller og bøffer er hjemmelavede er jeg sikker på at også de voksne synes det er et godt valg.

Så har jeg siddet lidt og spekuleret på hvordan jeg kunne gøre hovedretten lidt mere uhyggelig og fandt på at jeg ville kalde dem for fluesvampeburgere og har idag eksperimenteret med at lave fluesvampeburger-boller.

Jeg har, efter hævningen af de formede burgerboller, penslet/malet toppen med rød frugtfarve, derefter penslet dem med æg, jeg har tænkt at æggemassen forseglede frugtfarven således at de strøede sesamfrø ville bevare deres hvide farve og altså blev til de hvide pletter på mine fluesvampe.

Jeg synes faktisk selv at resultatet er blevet supergodt og de er også blevet smagt og de smager fantastisk!

Jeg har brugt denne opskrift til burgerbollerne.

God fornøjelse


mandag den 7. oktober 2013

Æblefristelser



Forleden dag var jeg og min bonussøn ude ved et par venner og plukke æbler, de havde en masse dejlige æbler i overskud og havde lagt et opslag op på facebook om at interesserede kunne kigge forbi og hente nogen.

Det var for godt et tilbud til bare at vende det døve øre til. Vi fik plukket en stor kurvfuld af de skønneste store røde æbler. Sorten kender jeg ikke?

Nu skal de selvfølgelig anvendes for så mange kan vi nu nok ikke nå at spise inden de bliver kedelige.

Igår fik jeg bagt æble-timian-brød til madpakkerne, opskriften kan findes her. Derudover har jeg kogt æblegrød/mos som er blevet til en skøn gammeldags æblekage.

Gammeldags æblekage:

500 g æbler
0,5 dl vand
100 g sukker
1 tsk vanillesukker (eller kornene fra en halv vanillestang)

75 g  rasp
50 g sukker
50 g smør

75 g makroner

2 dl piskefløde
evt. ribsgele til pynt

Fremgangsmåde:
Skræl æblerne og fjern stilk og kernehus. Skær dem i mindre stykker og kom dem i en gryde sammen med  vand og vanille og kog æblerne ved svag varme indtil de er bløde (ca. 10 min).

Rør æblerne til mos med en grydeske, jeg foretrækker selv at der er konsistens, men ønsker man ikke det kan man blende massen, tilsæt 100 g sukker og stil mosen i køleskabet til afkøling.

Rasp og 50 g sukker blandes. Smørret smeltes på en pande og rasp-sukkerblandingen tilsættes og ristes ved middelvarme - rør rundt hele tiden og undgå at det brænder på. Når blandingen er gylden er den færdig og hældes i en skål.

Makronerne kommes i en pose og knuses

Pisk fløden til skum.

Tag en glasskål og læg et lag af æblemosen i skålen, derefter et lag rasp og et lag knust makron, fortsæt til der ikke er mere tilbage, slut af med at lægge flødeskum på toppen og pynt evt med ribsgele-klatter.





søndag den 6. oktober 2013

Madpakker



Madpakker har fra barnsben altid været en frygtelig upassioneret ting, man som barn var nødt til at forholde sig til. Min far har aldrig gjort det store ud af det og det var dag ud og dag ind det samme igennem hele min skoletid - 2 skiver rugbrød, tykke skiver med skrabet pålæg, gerne leverpostej og spegepølse, stort set aldrig frugt eller grønt, men det var hvad der var råd til og interessen for at lave noget spændende har nok heller ikke været til stede. Det resulterede også i en daglig kamp om at huske at skille sig af med den kedelige madpakke for man fik jo en opsang uden lige når den ikke var spist.

Det lyder måske også frygteligere end det var, men det er det der er min drivkraft den dag i dag. Jeg sætter en stor ære og flid i at mine unger, dvs. min bonussøn får spændende og sunde madpakker med. Madpakker der er indbydende og som han har lyst til at spise.

I dag har jeg bagt en stor portion pølsehorn og æble-timian-brød. Jeg gør ofte det at jeg bytter en smule af hvedemelet ud med rugmel og det bliver resultatet ikke ringere af. Ved at bage 2 forskellige slags er der et par ting at veksle imellem i løbet af ugen, resten kan sagtens fryses ned og bruges en anden god gang.

Pølsehorn:

25 g gær
3 dl mælk
100 g smør
1 tsk salt
1 tsk sukker
1 æg
500 g hvedemel
100 g rugmel

20 pølser (10 alm. i halve)

Pensling: æg

Fremgangsmåde:

Smørret smuldres i begge meltyper til det ligner revet ost.

Mælken lunes og gæren røres ud heri. Tilsæt, salt, sukker og æg.
Det hele hældes over i mel-blandingen og æltes glat og smidig.
Dejen hæves i 1 time

Del dejen i 4 stykker, hvert stykke rulles ud til en rund cirkel og deles i "trekanter"så det passer med antallet af pølser.

Læg en pølse på hver trekan og rul fra det brede stykke mod spidsen, læg dem på en bageplade med bagepapir med samlingen nederst.
Lad pølsehornene efterhæve i en halv time.

Pensl og bag dem i midten af en 200 grader forvarmet ovn i 15-20 min.


Æble-timian-brød:

300 g hvedemel (200g hvedemel + 100 g rugmel)
30 g gær
1 tsk salt
1 tsk sukker
1 tsk tørret timian
50 g smør
1 dl danskvand
1 revet æble
evt. sesamfrø til pynt

Pensling: æg

Fremgangsmåde:

Gæren smuldres i melet, derefter smuldres smørret også i melet.

Tilsæt salt, sukker, timian, revet æble og bland det godt.

Tilsæt danskvand og ælt dejen til den er glat og smidig.

Form 8-10 brød og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve i en halv time.

Pensl brødene og pynt med sesamfrø. Bag dem i midten af en forvarmet ovn ved 225 grader i 7-8 min

I madpakken er: Pølsehorn, æg, gulerødder, 1 skive ristet rugbrød drysset med saltflager, rød peber, kokos, æble og appelsinstykker - Velbekomme!










lørdag den 5. oktober 2013

Halloween


Så er det Oktober måned og med den følger hhv min og min bonussøns fødselsdag. I år er vi blevet enige om, ham og jeg, at holde en fælles fødselsdag i uhyggens tegn - nemlig en Halloween-fødselsdagsfest.

Til sådan en fest hører der jo en masse uhyggelige ting til. Græskar lygter, uhyggelige pyntegenstande, "blodig mad" osv. Planlægningen og forberedelserne er allerede i fuld gang og jeg har fået lavet en masse ting allerede. Og mange flere ting er undervejs.

Et af mine bedste påfund er mine spraymalede glas. Og med dem er der åbnet sig mange nye muligheder i forhold til borddækning både nu og i fremtiden.